| Prefer us on Google — see Tips.gg in Top Stories & Discover | Add on Google |
Doc Rivers siger, at han opbyggede en Hall of Fame-trænerkarriere ved »bare at møde op«. Den formulering undervurderer omfanget af det, han faktisk har præsteret, men den fanger den ubarmhjertige kontinuitet, der kendetegner hans karriere gennem seks årtier i NBA.
De tal, der placerer Rivers i et eksklusivt selskab
Rivers, 64, optages i Naismith Memorial Basketball Hall of Fame som en del af årgangen 2026, og ceremonien finder sted lørdag i Springfield, Massachusetts. Som træner ligger han på sjettepladsen blandt de 11 mænd, der har vundet mindst 1.000 kampe: sjetteplads i sejre (1.194), syvendeplads i nederlag (866), syvendeplads i kampe med en sejrsprocent over 50 (166) og fjerdeplads i slutspilssejre (114).
Lægger man hans 2.060 kampe som træner for fem klubber — Orlando Magic, Boston Celtics, Los Angeles Clippers, Philadelphia 76ers og Milwaukee Bucks — sammen med hans 864 kampe som point guard over 13 sæsoner, når hans samlede antal op på 2.924 kampe. Kun Hall of Fame-medlemmerne Lenny Wilkens (3.564) og Don Nelson (3.451) overgår dette tal i NBA’s historie. Rivers ligger på tredjepladsen foran Jerry Sloan (2.779), Phil Jackson (2.447), Pat Riley (2.432) og Larry Brown (2.378). LeBron James, der har 1.622 kampe på sit CV, er ikke i samme liga, når man ser på de rene tal.
Rivers spillede mod legender som Nate Archibald, Elvin Hayes og Bob Lanier i deres sidste sæsoner. For blot få måneder siden sad han på Milwaukee Bucks’ bænk som træner mod Cooper Flagg og Victor Wembanyama. Dette omfang af deltagelse – 43 af ligaens 79 sæsoner som spiller, kommentator eller træner – er stort set uovertruffet blandt dem, der aldrig har haft en rolle som både spiller og træner.
Fra Maywood til Marquette til NBA
Glenn Rivers voksede op i Maywood, Illinois, uden for Chicago, og blev introduceret til basketball af sin mor Bettye på Proviso East High School, hvor hun selv havde gået. Han fik tilnavnet »Doc« på en sommerlejr i Milwaukee, da kommentatoren Al McGuires assistent, Rick Majerus, præsenterede ham, mens han havde en Julius Erving-T-shirt på. McGuire, der var berygtet for at glemme navne, lod T-shirten gøre arbejdet. Kælenavnet hængte fast. Da Rivers som rookie mødte holdet fra Philadelphia, smilede Erving, rakte hånden frem og brugte det.
Rivers blev draftet som nr. 31 af Atlanta i 1983 efter tre år på Marquette og kom til et Hawks-hold, der var på vej op. Han dannede startbackcourt sammen med Randy Wittman, fandt et godt samarbejde med Dominique Wilkins, blev udtaget til All-Star i 1988 og hjalp Atlanta med at nå slutspillet seks gange på otte sæsoner. Herefter fulgte ophold hos Clippers, Knicks og Spurs, og han gemte taktikbøgerne fra alle sine klubber.
»Det, Doc var rigtig god til, var at kommunikere, uanset om det var på tv, hvor han forklarede spillet, i samtaler med medierne eller i omgangen med spillerne. Han kunne tale med dem på en måde, så spillerne forstod og troede på ham.« — Randy Wittman
Den trænerkarriere, ingen havde planlagt
Efter sin aktive karriere tilbragte Rivers tre sæsoner som tv-kommentator for Spurs. Blandt andre Pat Riley anså det for spild.
»Riley krævede, at jeg skulle være træner. Det var som en slagsmål, når jeg arbejdede med tv i de år. Jeg dækkede Miami-kampene, og han kom hen til mig ved bordet og sagde: ’Kom ind i [expletive]kampen! Det er den, du er.’« — Doc Rivers
I 1999 kom opkaldet fra Orlando. Rivers, der dengang var 37 år, afløste den 68-årige Chuck Daly. Holdet havde ingen spillere, der var placeret blandt de 300 bedste i Sports Illustrateds rangliste den sæson. Magic sluttede med 41-41, og Rivers vandt prisen som Årets Træner i 2000.
»Mit første år var nok det vigtigste. Det tvang mig til at være kreativ, det tvang mig til virkelig at lede den gruppe. Det var vores ’heart and hustle’-hold, et af mine yndlingshold, jeg nogensinde har trænet.« — Doc Rivers
Boston, mesterskabet og det kontor, han aldrig forlod
Hans yndlingshold var Celtics i sæsonen 2007-08. Kevin Garnett og Ray Allen ankom for at spille sammen med Paul Pierce i sommeren 2007, og Rivers måtte forene tre stjernespillere, der hver især havde haft et gennemsnit på 20 skud pr. kamp i den foregående sæson. Han tog dem med på en tur i en ‘duck boat’ langs paraderuten i Boston som en forsmag og fortalte dem derefter, at regnestykket ikke længere gik op.
»Jeg sagde til dem: ’I havde hver især et gennemsnit på 20 skud pr. kamp sidste år. Det er ikke muligt nu.’ Jeg husker, at Kevin sagde: ’Du kan få alle 20.’ Han var oprigtig, som om han sagde: ’Hvad skal der til for, at vi vinder i år? Fortæl mig det, så gør jeg det.’ Det satte tonen.” — Doc Rivers
Det hold startede med 29 sejre og 3 nederlag, sluttede med 66 sejre og 16 nederlag, førte ligaen i defensiv rating (98,1) og net rating (10,8) og besejrede både Detroit og Lakers i seks kampe hver for at vinde mesterskabet. Rivers introducerede »Ubuntu«-kulturen — holdets kollektive succes som forudsætning for individuel succes — i NBA-ordforrådet. Efter slutfløjtet trak han sig tilbage til sit kontor og nåede aldrig ned i omklædningsrummet. Hans far var død i løbet af sæsonen.
»Jeg fik aldrig lejlighed til at sørge. Jeg husker, at jeg røg en cigar og mindedes sæsonen, mens jeg naturligvis græd over min far. Da jeg kom ud, var fejringen forbi. Jeg må være den eneste træner i historien, der aldrig nåede frem til omklædningsrummet.« – Doc Rivers
Kevin Garnetts forstrækning i højre knæ i 2009 satte en stopper for ethvert forsøg på at gentage succesen. Kendrick Perkins’ skade i kamp 6 i finalen i 2010 kostede Boston den serie. Da ledelsen overvejede en genopbygning efter sæsonen 2012-13, gik Rivers videre — og blev dermed en af de få trænere, der blev byttet for et draftvalg (valget i 2015, der blev brugt på Georgia State-guarden R.J. Hunter).
Los Angeles, Philadelphia og Milwaukee
I Los Angeles trænede Rivers et Clippers-hold med Blake Griffin, Chris Paul og DeAndre Jordan gennem syv sæsoner, hvor han opnåede en rekord på 356-208 i grundspillet og 27-32 i slutspillet, men kom aldrig længere end til semifinalen i Western Conference. Hans mest stabile indsats der var at lede spillerne gennem den tidligere ejer Donald Sterlings skandaløse afsked. Han lærte også i praksis, at det skaber en uholdbar situation at kombinere rollerne som cheftræner og administrerende direktør for basketballafdelingen.
En 3-1-føring i serien, som blev tabt til Denver i 2020-boblen i Orlando, satte en stopper for hans tid hos Clippers. Daryl Morey hentede ham til Philadelphia fem dage senere. Sixers opnåede en samlet rekord på 154-82 over tre sæsoner med Rivers ved roret og gik 20-15 i slutspillet, men nederlag i kamp 7 mod Atlanta i 2021 og mod Boston i 2023 satte en stopper for begge forløb. Rivers måtte tage skylden begge gange.
I sæsonen 2023-24 vendte han tilbage som kommentator på ESPN sammen med Mike Breen og Doris Burke, men dette blev afbrudt, da Milwaukee ansatte ham midt i sæsonen som afløser for Adrian Griffin, der havde ført Bucks til en rekord på 30-13. Uden en skadesfri Giannis Antetokounmpo til slutspillet lykkedes det aldrig at stabilisere situationen. Bucks endte med 48-34 i 2024-25, hvorefter de faldt til 32-50 i sidste sæson. Rivers trådte tilbage. Antetokounmpo er væk.
Hvad Hall of Fame egentlig står for
Rivers er nu i bedstefars-tilstand, da hans fire børn – Jeremiah, Callie, Austin og Spencer – er voksne. Han spiller regelmæssigt golf og vil overveje en rolle i ledelsen eller en tilbagevenden til tv-kommentatorjobbet, men hans dage som træner er sandsynligvis forbi.
»Jeg ville gerne have vundet et mesterskab som spiller, men det lykkedes aldrig. I stedet vandt jeg et som træner. Og på nogle måder er det måske endnu mere tilfredsstillende. Man skulle gøre mere end bare at spille – man skulle inspirere en gruppe fyre til at fungere sammen og opnå succes.« – Doc Rivers
»Det her har fået mig til at reflektere over, at det ikke handler om mig. Det handler om trænerne og spillerne og min assistent Annemarie [Loflin]. Man indser, at ingen klarer noget som dette alene. Alle de trænere, der var med mig, og som var så kloge – Ty Lue, [Tom Thibodeau], Lawrence Frank, man kan bare gå listen igennem. Dette er en fejring af, at jeg har mødt en række mennesker, der hjalp mig med at komme ind i Hall of Fame.” — Doc Rivers
Læs også: Warriors-reporter afviser rygter om Stephen Curry-handel, mens spekulationerne om Celtics tager til
Indvielsen er kulminationen på 43 sæsoner med vedvarende engagement i professionel basketball – som spiller, analytiker og en af sportens mest erfarne trænere. Følg med på TipsGG for løbende dækning af NBA’s største historier.