Landevejssæsonen holdt knap nok pause. Rwandas verdensmesterskaber sluttede, mens gaderne stadig summede, regnbuetrøjerne var lige blevet uddelt, og før rytterne overhovedet havde haft en chance for at få vejret – er europæerne her. Frankrig er vært, Loriol-sur-Drôme danner rammen, og onsdag ser vi de første trøjer til dette års europamesterskaber blive uddelt i den disciplin, der altid er brutalt ærlig: tidskørslen.
Nogle af de store navne fra Rwanda er ikke færdige endnu. Selve regnbuetrøjen, Remco Evenepoel, stiller op igen og forsøger at føje endnu en linje til et CV, der allerede er latterligt for en person i hans alder. Og han er ikke den eneste stjerne – Frankrig vil gøre sig bemærket på hjemmebane, schweizerne er tilbage med deres dobbelt-Stefan-kombination, og hollænderne kommer med et par mørke heste, der er værd at tale om.
En kort lektion i historie
Europamesterskaberne er relativt unge, i hvert fald i elitesammenhæng. De har eksisteret siden 1995, men i mange år var det mere en udviklingsting. U23-ryttere fik deres chance, juniorer kom med i 2005, men de store kanoner fik først deres chance i 2016. Det føles som i går, og alligevel lyder listen over vindere allerede som et navneopråb af moderne enkeltstartsspecialister.
Selve enkeltstarten startede i 1997, men forblev under ungdomsparaplyen indtil 2016. Siden da har det været en magnet for store ryttere, der gerne vil have en trøje, der, selvom den ikke er prestigefyldt på regnbueniveau, har vægt. Og det betyder noget – holdene respekterer det, fansene lægger mærke til det, og rytterne lægger ikke ligefrem skjul på, at de gerne vil have stjernerne og striberne byttet ud med stjerner og mørkeblå.
Se bare på de sidste par år i mændenes løb:
- 2024: Edoardo Affini fik endelig sit store øjeblik.
- 2023: Joshua Tarling – stadig en teenager – smadrede alle.
- 2022: Stefan Bissegger, aerodynamisk monster.
- 2021 & 2020: Stefan Küng, schweizisk konsistens på sit højeste.
- 2019: Remco Evenepoel, skriver allerede belgiske historiebøger om.
- 2018 & 2017: Victor Campenaerts, endnu en belgisk TT-purist.
- 2016: Jonathan Castroviejo, den spanske diesel.
Alene den liste fortæller dig, at løbet har tænder.
Og det er ikke kun mændene. Hollænderne har ejet kvindesiden – Ellen van Dijks fire i træk gjorde det til hendes legeplads, og Anna van der Breggen føjede sit navn til rullen. Det har betydet noget at vinde, og det gør det stadig.
2025-banen: Rullende, åben og blæsende
Loriol-sur-Drôme skriger ikke af cykelhovedstad – det er en stille fransk by med omkring 7.000 indbyggere. Men for en dag bliver det centrum for verden af enkeltstart. Både mænd og kvinder skal ud på den samme 24 kilometer lange rute. Kort efter professionelle standarder, hvilket betyder, at fejl forstærkes.
Her er oversigten:
- Start: Rytterne kører mod øst. Vejen går let op ad bakke, ikke noget vanvittigt, men nok til at gøre ondt, hvis man overanstrenger sig for tidligt.
- Grane (8 km inde): Et venstresving mod nord. Det er her, rytmen betyder noget.
- Allex: En kicker – 400 meter med 6,6 %. Ikke lang, men stejl nok til at slå dig ud af aerobaren. Den, der håndterer overgangen bedst, kan vinde tid.
- Sidste del af løbet til Étoile-sur-Rhône: Brede, lige veje. Aerocykler med fuld gas. En sidste opkørsel – 1 km med 5,2 % – før målstregen. Det er snigende hårdt. Hvis du kører på dampene, vil det kunne ses.
Ingen mure i rwandisk stil her, men kald det ikke fladt. Det er en af de baner, der ikke lader dig gemme dig.
Tjek vejret
Det er sidst i september i Frankrig – smukt, men vanskeligt. Vejrudsigten siger omkring 19°C, så det er en ret ideel temperatur. Hvad er problemet? Vinden. Den kommer fra nord og er stærk nok til at betyde noget. Og da løbet går mod nord et godt stykke, er det modvind det meste af vejen.
Oversættelse: De rene dieselryttere, dem, der kan låse sig fast i en rytme mod modstand, vil grine. Mindre fyre, der er afhængige af kadence frem for råt drejningsmoment, kan finde det brutalt. Aero-setups vil være afgørende. Forvent, at nogle ryttere vil gamble med gearudvekslingen for at presse watt ud af hvert eneste pedaltråd.
UEC 2025 ITT-odds
| Rytter | Odds |
|---|---|
| Remco Evenepoel | 1.90 |
| Filippo Ganna | 2.50 |
| Joshua Tarling | 7.00 |
| Ethan Hayter | 10.00 |
| Mads Pedersen | 21.00 |
| Stefan Küng | 50.00 |
| Mathias Vacek | 80.00 |
| Stefan Bissegger | 110.00 |
| Alec Segaert | 190.00 |
| Daan Hoole | 190.00 |
| Lorenzo Milesi | 190.00 |
| João Almeida | 210.00 |
| Bruno Armirail | 290.00 |
Tidsplan
Kvinderne lægger ud:
Start: 12:10 PM lokalt (06:10 AM EDT)
Målgang: 13:40 lokal tid (07:40 EDT)
Mænd følger senere:
Start: 15:45 lokal tid (09:45 EDT)
Målgang: 17:00 lokal tid (11:00 EDT)
Ikke en lang løbsdag, men en tætpakket en af slagsen. Hvis du blinker, går du glip af nogen, der sætter sig i det varme sæde.
Favoritterne: Mændenes løb
Startlisten er ikke endelig endnu, men vi ved allerede nok til at tale om kandidater.
Den klare nummer 1
Remco Evenepoel. Der er ingen vej udenom. Han har lige smadret verdensmesterskaberne i Rwanda – hans tredje regnbuetrøje i træk – og han gjorde det på en dominerende måde. At indhente Tadej Pogačar (som startede 2:30 foran) var næsten respektløst. Han er i form, motiveret, og Belgien elsker den europæiske TT. Hvis han ikke vinder, vil det være et chok.
Holdet på hjemmebane
Frankrig kommer altid med flair. I år er det Bruno Armirail (Vismas store nye motor) og Rémi Cavagna, som stadig har “TGV’en fra Clermont-Ferrand”-mærket af en grund. På hjemmebane og med tilskuerne på deres side kan begge komme på podiet, hvis benene er i orden.
Den schweiziske blok
Dobbelt-Stefan-action igen: Stefan Küng og Stefan Bissegger. Küngs stabilitet er legendarisk, men han havde den ikke helt i Rwanda. Bissegger er altid et wildcard – nogle dage er han urørlig, andre dage ser han flad ud. Begge er farlige her, især med den kraft, der kræves til modvindssektionerne.
Den britiske bølge
Storbritanniens pipeline bliver ved med at producere. Joshua Tarling er den mest oplagte – europamester i 2023 i en alder af kun 19 år og allerede en af de bedste rene specialister i feltet. Ethan Hayter er også med, selvom han er mere alsidig. Tarling kan dog sagtens kæmpe med Evenepoel om guldet.
Italien og Portugal
Filippo Ganna sprang Rwanda over, men glem ham ikke. Kortere TT end han måske kan lide, men hans rå watt er skræmmende. Hvis han er frisk, er han minimum podiemateriale.
Portugal stiller med Nelson Oliveira og João Almeida. Almeida er helt sikkert en outsider, men undervurder ikke hans tempofornemmelse – han kan begrænse tab og måske overraske.
Danmarks joker
Mads Pedersen. Ikke den oplagte TT-fyr, men han sagde det selv: “min eneste chance” Pedersen har den der bulldog-mentalitet. Han vil lide sig igennem det, og hvis forholdene bliver grimme, kan hans gåpåmod måske skubbe ham højere op end forventet.
Belgiens ekstra ammunition
Evenepoel er hovednavnet, men man må ikke ignorere Alec Segaert. Han er stadig ung, vanvittig stærk og sulten. Belgien kan realistisk set have to ryttere på podiet.
De hollandske outsidere
Træner Koos Moerenhout har medbragt en sjov blanding: Daan Hoole – som chokerede alle med sin Giro ITT-sejr i år – og Dylan van Baarle, den hollandske mester i 2018. Van Baarle er ikke længere en ren TT-fyr, men på en rullende bane som denne, med et spark til sidst, er han definitionen på en farlig outsider.
Hvad kan man forvente?
Det bliver ikke en taktisk skakmatch – det er manden mod uret. Banen er kort, vinden er ægte, og fejl vil blive straffet brutalt. Forvent huller. Ikke huller i Rwanda-stil, men nok til, at vi tydeligt kan adskille de store motorer fra resten.
Min fornemmelse? Remco vinder, Tarling skubber ham tættere på, end folk tror, og Ganna eller Küng skraber sig ind i medaljerne. Frankrig kan dog overraske – Cavagna elsker et hjemmepublikum. Og hold øje med Hoole. Han er rå, men nogle gange gør det ryttere frygtløse.
Uanset hvad vil nogen trække i den mørkeblå trøje onsdag aften, og det vil ikke være tilfældigt.