Det første direkte møde i 2025-sæsonen mellem cykelsportens moderne giganter – Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar – har genskabt forventningerne til det, der tegner til at blive et seismisk Tour de France. Deres kamp i Critérium du Dauphiné var en taktisk og fysisk dyst, der bød på mere end bare et podie; den gav et kritisk indblik i, hvad der venter i juli.
Selv om Pogacar vandt, vakte Vingegaards præstation, som ikke havde kørt siden Paris-Nice, opsigt. På åbningsetapen splintrede et voldsomt angreb med 6 km til mål feltets struktur og sendte et femmandsudbrud af sted, der omfattede Pogacar, Remco Evenepoel, Mathieu van der Poel og Santiago Buitrago. Det var en erklæring – Vingegaard var ikke bare ved at opbygge form; han var en udfordrer fra starten.
Da den individuelle tidskørsel afsluttede 4. etape, befandt Vingegaard sig i gult, hvilket viste, at hans ben allerede var indstillet. Den endelige dom over klassementet var, at Pogacar vandt Dauphiné, men det endelige forspring på 59 sekunder var alt andet end afgørende. Det tydede på sårbarhed – og en åben dør
1. På vej op i niveau: Vingegaards eksplosivitet skal øges
Der, hvor Pogacar trives – og ofte gør ondt på sine rivaler – er i hans uovertrufne acceleration på stejle stigninger. Hans evne til at generere og opretholde kraftoverskud på topafslutninger fanger ofte feltet med flade fødder. Vingegaard, trods al sin dieselmotorstyrke, reagerer typisk snarere end at diktere i sådant terræn.
For at vinde denne Tour skal det mønster ændres. Vingegaard skal udvikle selvtilliden og den fysiologiske fordel ved at starte i stedet for at jage. Hvis han kan møde Pogacars vildskab med sin egen, eller endnu bedre, komme den i forkøbet, kan fortællingen om bjergetaperne ændre sig fuldstændigt. Uanset om det er Tourmalet eller Galibier, skal den danske stjerne flytte sig fra passagersædet til førersædet
2. Udnyttelse af Pogacars blinde vinkel i tidskørslen
Pogacars 2025-kalender har været intet mindre end legendarisk: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège – han har konkurreret og ofte domineret på tværs af cykelsportens hellige områder. Men denne klassiker-tunge tilgang havde en pris: et bemærkelsesværdigt dyk i skarpheden på tidskørslen.
I Dauphiné var det bløde punkt tydeligt. På 4. etapes ITT blev Pogacar overhalet af både Vingegaard og Evenepoel. Sloveneren indrømmede efter etapen, at tidskørslen var kommet i anden række i hans træningsprioriteter. Hvis den mangel fortsætter ind i juli, åbner det en klar taktisk dør.
For Vingegaard, som har finpudset sin aerodynamiske position og kraftudfoldelse i løbet af de sidste to sæsoner, er dette et område, hvor der kan tages minutter – ikke kun sekunder. Jo mere han kan læne sig op ad sin kronologiske fordel, jo mere kan han omforme Tour-fortællingen, før de afgørende stigninger overhovedet begynder
3. Vismas kollektive styrke mod UAE’s stjernekraft
Grand Tours bliver aldrig vundet af kaptajnerne alene. Baglandet afgør, om ambitionerne bliver til virkelighed. UAE Team Emirates – med Joao Almeida, Adam Yates og Jay Vine – er stærke. Men der er stadig spørgsmålstegn ved deres taktiske sammenhængskraft over tre uger.
Team Visma | Lease a Bike modsvarer med rå hestekræfter og strategisk dybde. Simon Yates, der lige har vundet en Giro d’Italia-triumf på den frygtindgydende Colle delle Finestre; Wout van Aert, der er kommet tilbage med bravur; Sepp Kuss, den amerikanske metronom i bjergene; og Matteo Jorgenson, en motor til alt slags terræn. På papiret er det formidabelt. På vejen vil sammenhold være altafgørende.
Hvis Visma udfører en koordineret plan – kontrollerer tempoet, beskytter Vingegaard, isolerer Pogacar – kan de udnytte UAE’s lejlighedsvise taktiske slaphed. Giroen viste grænserne for Pogacars holdstøtte; Touren kan forstærke dem
Den gule trøje hænger stadig i en tynd tråd
På trods af Pogacars styrke i Dauphiné er Vingegaard tættere på, end resultatet antyder. Tour de France afgøres ikke af form alene – det er formet af timing, teamwork og vedholdenhed. Hvis Vingegaard finder et andet gear i sine accelerationer, udnytter hvert sekund i tidskørslerne og drager fordel af et samlet holdangreb, kan vi være vidne til, at Maillot Jaune vender tilbage til København.
Juli tegner sig stort – og med det det hidtil mest overbevisende kapitel i denne moderne rivalisering.